Af KHJ/oktober 2015

Midt i Skov Olesens Plantage på grænsen mellem Herning Kommune og Ikast-Brande Kommune finder man en mindesten for Jomfru Rist, men vel kun de færreste har nogen ide om, hvem denne eneboer var. Jomfru Rist er imidlertid navnet på den ensomme hedeboer, der er udgangspunktet for udstillingen ”Efterkommere” i Kunstpakhuset i Ikast. Hendes liv og levned er fra tid til anden dukket op fragmentarisk, og den aktuelle anledning er, at det i år er 200 år siden, at hun blev født. Også i 1954 bragte Herning Folkeblad en artikel om hende under overskriften ”Eneboersken”. En ganske udførlig beskrivelse af hende og hendes livsvilkår på det øde sted, men også med en række gætterier omkring hendes skæbne. Således hed det: ”Hvad hun selv fortalte om sin barndom og ungdom, var kun lidt, så man fik aldrig rigtig klarhed over, hvad der havde ført hende bort fra det smilende Nordsjælland ud på Vestjyllands barske hedeegne, men naturligvis gisnede man om fejlslagne kærlighedsdrømme.” Det gådefulde skær bidrog hun selv til, da hun ikke var særlig meddelsom. Tværtimod talte hun stort set aldrig om sin fortid og oprindelse, og derfor kendte egnen lige så lidt til hende, da hun rejste, som da hun kom. Dog blev hun enkelte gange set i Herning sammen med besøgende familiemedlemmer, og her optrådte hun stolt, flot og i sin bedste stads, som det blev udtrykt, hvilket for iagttagere bekræftede indtrykket af en tidligere adelsfrøken. Og det var der faktisk også noget om.

Adelig familie

Vi kan takke den tidligere kæmner i Gjellerup Kommune, lokalhistorikeren Tage Lier Hansen for, at der er kommet flere kendsgerninger på bordet om Jomfru Rist i forhold til avisens artikel i 1954. I begyndelsen af 1980’erne satte han sig for at rode op i historien, og dagbladet Politiken hjalp ham på vej med en artikel, der endte med at sætte ham i forbindelse med nogle af Jomfru Rists slægtninge, blandt andet et oldebarn til en halvbror til Jomfru Rist. Jomfru Rists fulde navn var Johanne Severine Frederikke Rist, og hun blev født 7. november 1815 ved Birkerød. Slægten Rist kan spores tilbage til 1500-tallet og opnåede adelspatent i 1600-tallet. Johannes forældre boede på gården Rudegaard og befandt sig i de højere sociale lag. Hendes far var Hans Ulrich von Rist, og gennem livet benyttede han følgende titler: cand.phil., informator, købmand, løjtnant, overkrigskommissær – og da det gik den anden vej: toldbetjent og visitator ved told- og konsumtionsvæsnet. Faren rodede sig ud i flere ægteskaber og mange børn, og det skulle blive afgørende for Johanne Rists skæbne. Hans første ægteskab i 1802 var med en ung enke med barn men også med stor købmandsgård, og dermed blev han ret formuende. Sammen fik de et barn, men hustruen døde kor tid efter. I 1807 blev han gift for anden gang, han solgte købmandsgården, lånte et stort beløb af sin nye svigerfar og købte lystgården Rudegård ved Birkerød. I dette ægteskab blev født fire børn, hvorefter hustruen ligesom den første døde i barselssengen, og Rist var i 1813 blevet enkemand for anden gang, og nu med seks mindreårige børn.

Bryllup og fødsel samme dag

Formodentlig har Rist ansat en ung pige i huset til børnene, og det har udviklet sig til mere end børnepasning, for i 1815 gennemførtes et privat bryllup på Rudegård mellem Rist og jomfru Dorthea Conradsen. Umiddelbart efter brylluppet blev jordemoderen tilkaldt for samme dag at forløse et tvillingepar. Den ene har været svagelig og blev hjemmedøbt straks, og hun døde to uger senere. Den anden var Johanne, den senere jomfru Rist. I alt kom der syv nye børn til i det ægteskab. I kraft af arv og gavmilde svigerfædre blev Rist meget velholdende, men med ringe forstand på økonomi, stort forbrug og nye økonomiske vilkår, han ikke tog varsel af, blev alt sat til igen. Gården røg på tvangsauktion, ældste søn overtog den, og Rist måtte flytte i mere beskedne rammer sammen med familien. Johanne var da 17 år. Senere måtte hun som de andre børn flytte hjemmefra i takt med, at økonomien blev dårligere, og lejlighederne mindre.

Gjort arveløs

Johanne kom ud som tjenestepige, men vendte tilbage til sin mor, da Rist var død, og moren blev svækket. Da hendes mor døde i 1857, ordnede den ældste søn, Johannes halvbror, boet på en sådan måde, at Johanne intet fik, skønt han selv var hovedrig. Uden arv og sat på gaden i en alder af 42 år var hun henvist til sine søskendes gavmildhed. I stedet tog hun imod et tilbud om at blive husjomfru på Hesselbjerggård, og sådan kom hun til Hammerum Herred. Ved folketællingen for Ikast Sogn i 1860 figurerede Jomfru Rist, som Johanne herefter benævntes, som beboer på Hesselbjerggård, idet hun menes at være tiltrådt stillingen allerede i 1857 efter morens død. Ejeren var imidlertid ingen god landmand, og efter otte år måtte han sælge gården. Forinden var Jomfru Rist dog fratrådt, velsagtens fordi han ikke havde råd til at aflønne hende.

For stolt til at vende hjem

Og det er i den situation – forældreløs og uden midler, hjulpet til en stilling som husjomfru i det jyske, fyret af en falleret landmand og stirrende ind i den kendsgerning, at en hjemtur til København ville betyde, at hun skulle være afhængig af sine søskende og halvsøskende – at hun har taget beslutningen om at blive på den øde og barske hede i det yderste hjørne af Ikast Sogn. Hun indgik en lejeaftale med den nye ejer af Hesselbjerggård om et stykke jord, der var sågar en forpagtningsafgift, og Jomfru Rist betalte punktligt. På jordstykket byggede hun en hytte i to rum, stue og stald, med plads til ganske få møbler og nogle dyr. Og her holdt hun sig for sig selv og dyrkede ikke særlig omgang med egnens beboere. Derfor var der også frit slag for alle mulige gætterier om den mystiske kvinde, der egenhændigt begyndte at opdyrke lidt af jorden. Koens mælk blev kærnet til smør, og sådan kunne hun bytte sig til varer hos købmanden. I det hele taget har hun haft en evne til at få meget ud af lidt.

Kræfterne slap op

På hendes ældre dage havde hun dog svært ved at klare sig, og der var lokale overvejelser om at overføre hende til fattiggården, men den skæbne har Jomfru Rist sikkert ikke kunnet forlige sig med. Det blev derfor en klausul i lejekontrakten, nemlig bestemmelsen om at dyrke et lille stykke jord op hvert år, der gjorde det muligt at opsige hende – som en ren barmhjertighedsgerning. Hun tog opsigelsen med ophøjet ro, og det var sikkert bedre, end at hun måtte give op selv. Ved familiens mellemkomst kom hun alligevel tilbage til København. I Kgs. Lyngby lejede man et værelse til hende, og her døde hun 14. juni 1899 af lungebetændelse. I 1963 rejste kommunalbestyrelsen i Gjellerup Sogn en mindesten for Anne og Mads Skov Olesen for at hædre skaberne af den lille naturpark Skov Olesens Plantage, og i samme anledning blev opsat mindestenen for Jomfru Rist med den kortfattede indskrift: ”Jomfru Rist boede her i ensomhed omkr. 1880.” Blandt de deltagende kunstnere i Kunstpakhuset i Ikast er Annette Skov, oldebarn af Skov Olesen, og hun fortæller om sin barndoms ture i plantagen: ”Vi skuttede os i jakkerne ved synet af resterne af eneboeren Jomfru Rists hjemmebyggede hus og tanken om, at hun levede afsondret på heden i næsten 20 år for at omdanne hede til mark.”

Af KHJ/september 2015

På samme måde som H.C. Andersen lagde vejen over Herning med en overnatning inden sin tur til Nørre Vosborg i 1859, tog Erik Lindsø over Gullestrup og Pernille Stockfleth, Mariane Josefsen og Anne M. Nielsen gjorde ophold ved Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk, inden de i år mødtes til den 10. fortællefestival på Nørre Vosborg.

Netop fordi det var jubilæumsfestival, var der fortjent hyldest til pionererne, der i 2004 første gang formulerede ideen om en fortællefestival i Vestjylland og samtidig fik den koblet på Nørre Vosborg. Der var også tanker tilbage til dengang i 2006, hvor Nørre Vosborg var under ombygning og man sad under primitive forhold mellem halmballer og skød det hele i gang. Samtidig blev der også set fremad og spekuleret på festivalens fremtidige udtryk.

-Vi skal balancere mellem det velkendte og samtidig afprøve noget nyt for at udvikle festivalen. Det er også en opgave at præsentere nye fortællere, selv om det kan være fristende at satse på de øvede og velkendte kræfter, siger Anne M. Nielsen, Herning, der er en af tovholderne bag festivalen.

-På vores ture rundt i landet finder vi hver især nogle relevante fortællere, men festivalen er nu også blevet så indarbejdet, at der hele tiden melder sig interesserede. Faktisk har vi også måttet sige nej til nogen, oplyser Anne M. Nielsen.

Gensyn

Den tidligere læge og amtsrådspolitiker Knud Jacobsen, Ulfborg, var blandt initiativtagerne, og han var i anledning af jubilæet vendt tilbage som en af deltagerne.

Det samme var Gitte og Lillian Vammen, Fjelstervang, der også bidrog med musikalske indslag på den første festival. Deres varemærke er spillemandsmusik, ligesom de sætter musik til gamle jyske fortællere.

Folkemindesamlere som Hernings æresborger H.P. Hansen samt E. Tang Kristensen havde øje for ikke kun de mundtligt overlevede fortællinger men også viser, sange og spillemandsmusik som en vigtig del af kulturarven.

Og netop E. Tang Kristensens betydning mindes man konstant om på Nørre Vosborg. Den tidligere degn fra Gjellerup, hans vandringer og optegnelser er vigtigt brændstof til fortællefestivalens motor. Anna-Marie Helfer skød festivalen i gang ved at minde om, at Tang Kristensen er opkaldt efter en tidligere ejer af Nørre Vosborg.

Hun blev på en rejse i Sydamerika inspireret til at søge efter kulturelle rødder i hjemlandet, og i den sammenhæng er Tang Kristensen blevet en uundværlig følgesvend.

-Tang Kristensens optegnelser er så vigtige, fordi de ikke er værdiladede. Han registrerede, og så er det op til os fortællere at fortolke og genfortælle, hvilket Tang Kristensen var meget bevidst om. ”Hver eneste genfortælling har sin egen duft”, har han udtrykt det. Og derfor er det også i både hans og fortælletraditionens ånd, at vi hver især giver historierne kant og individuel tolkning, mener Anna-Marie Helfer – og gav i øvrigt prøver på den kunst.

Herregårdens alsidige lokaliteter, fra fangekælder til riddersal, blev effektivt udnyttet til at sætte fortællere og publikum stævne med forskellige temaer. Ved en af seancerne skulle man høre om løgn og sandhed, men hvad skulle publikum til sidst tro på, når løgnen stjal sandhedens tøj? Og den nøgne sandhed vil vi ikke altid vide af.

Ved en anden seance blev der lokket med karlekammerhistorier. Da det viste sig, at de kvindelige lyttere var i overtal, blev der for en sikkerheds skyld annonceret, at det ville blive lummert, hvortil en af kvinderne blot sagde: -Det havde vi også regnet med. Og ingen forlod lokalet.

Den mundtlige fortælletradition indkalder til ny festival 10.-11. september 2016.