Af KHJ/februar 2015
Måske er det decembers store opbud af julekoncerter, kirkekoncerter, oratorier og alt muligt, der mætter både musikere og publikum, for januar er nogle gange lidt tøvende. Men den dagsorden havde Ensemble MidtVest sat sig for at udfordre med et weekendprogram under overskriften ”Vintertoner”.
”Vintertoner” var intet mindre end en festival for klassisk kammermusik, og også her blev der flyttet hegnspæle. Primært fordi det var første gang, at ensemblet bød på en vinterfestival. Også fordi festivaler hører sommeren til – ensemblet har selv en af slagsen på Nørre Vosborg – og et kig ud over landskabet afslører ikke umiddelbart andre tilsvarende tilbud.
Så det var lidt svært at være uenig med ensemblechef Oliver Quast, da han bød velkommen til et arrangement, han tillod at karakterisere som cool.
Ensemble MidtVest, der som bekendt holder til på Heart, havde fået lov at boltre sig i museets lokaler hele weekenden, så fra fredag til søndag var der koncerter, rundvisninger i den aktuelle Svend Wiig Hansen ”Gigant”-udstilling, en pædagogisk indføring i musikkens verden under overskriften ”Musikken på vrangen” samt en meditationskoncert.
Rimfrost og varme toner
Musik i læ for vinterkulden, blev der lokket, og stemningen blev klart slået an ved ankomsten. Fredag aften med mørke og udsigt til stjernerne. Lørdag morgen med Heart og Birk klædt i vinterdragt med rimfrost. Man må sige, at timing og iscenesættelse var i top i forhold til temaet.
Åbningskoncerten blev sendt live i DR P2. Det havde det fremmødte publikum jo ikke megen glæde af som sådan, men det havde nogle tusinde lyttere over resten af landet så til gengæld. Transmissionen var vel også en cadeau til den kammermusikalske indsats, der gøres her på stedet.
Blandt tilhørerne var en af de unge sangere fra MidtVest Pigekor, Tina Hülke, og hende havde DR fået til at give nogle kommentarer, der blev sendt lørdag formiddag. Den unge korsanger havde tydeligvis fanget varmen i musikken allerede fra programmets røde farve, som hun opfattede som en slags ledetråd, for hun havde også genfundet den i cellistens – og her må vi sandfærdigt tilføje: noget opsigtsvækkende – røde strømper samt i klarinettistens røde snørebånd i de moderigtige sko. Om det var tilsigtet, finder vi nok aldrig ud af.
Større udbytte
Bente Bendix fra Holstebro var en af dem, der benyttede muligheden af at trænge ind bag et af værkerne ved at møde op til ”Musikken på vrangen”, hvor ensemblets musikere gav en indføring i såvel komponisten, Janáček, som værket, ”Concertino”.
Hun var tydeligvis tilfreds med indføringen: -Jeg har prøvet det før, kommer også til ensembles åbne prøver, når det er muligt. Det øger udbyttet af koncerterne, og så lærer man både musikken og musikerne at kende.
Bente Bendix tog udbyttet med til eftermiddagens koncert, der foruden Janáček bød på blandt Mozart og Vivaldi. På den måde blandede ensemblet kortene, så der både var noget velkendt og noget udfordrende.
For udfordrende er ”Concertino” med komponistens farverige tonesprog og fantasiverden. Musikerne redegjorde levende for deres arbejde med værket og de forskellige dyrestemmer, så ingen bagefter kunne være i tvivl om temaer samt, hvornår det var det sure pindsvin, det urolige egern eller natuglen, der var på spil.
Dansende børn
Åbningskoncerten bød på et kendt holdepunkt omkring Schuberts ”Forellekvintet” og tre knap så kendte numre. Især bør man notere sig ensemblets lyst til at gå i kødet på Louis Spohr – det ser man ikke så tit.
Trækplastret lørdag var så afgjort ”Dyrenes Karneval” af Saint-Saëns og udsat for Carl Quist-Møllers tegninger og fortællerevner. Her var publikum i alle aldre, på stole og måtter på gulvet, de så dyrene blive til på storskærmen, ofte på få sekunder, fascinerende og medlevende. Quist-Møller har gjort det før på Nørre Vosborg, men det var første gang i Herning. Og også her lykkedes det at få børnene op og danse.
Festival gentages
Det var derfor en tilfreds og træt ensemblechef, der sent søndag opgjorde regnskabet. Kabalen var gået op, og publikum havde taget godt i mod de mange tilbud, og det ligger herefter i kortene, at vinterfestivalen vil blive gentaget næste vinter, formodentlig i en anden af ensemblets tilknyttede kommuner.