Byplanudvalget i Herning fortjener ros for deres resolutte greb i nødbremsen, der forhindrede en automatisk ødelæggelse af kulturarv i Herning. Utzon-tankstationen skal nu vurderes fagligt forud for næste politiske behandling af ansøgningen om at nedrive taget på den eneste benzinstation af sin art i Danmark.
En bekymring kan selvfølgelig gå på, at ejeren gennem en tid har forsømt at vedligeholde værket, der balancerer mellem arkitektur og kunst. Forhåbentlig kan fagfolk se igennem dette slet skjulte forsøg på at tvinge én bestemt afgørelse igennem.
Mens vi venter på afgørelsen, er der grund til at minde om, at andre bygninger i virkeligheden kunne lide samme skæbne, hvis der ikke reageres i tide. Herning Shippings domicil er nyligt solgt og er allerede ombygget, men det er sket med stor veneration for arkitekturen, og hvis jeg har forstået det ret, så endda med nye lysindfald, der faktisk flugter de oprindelige intentioner.
De nye ejere er ordentlige folk, der ikke ødelæger god arkitektur, men det forhindrer ikke, at man fra officiel side får anerkendt bygningen som bevaringsværdig. Det samme kan siges om yderligere en bygning, der bærer Utzon-signaturen, nemlig huset i Birk, der har gennemgået flere udvidelser i forhold til det oprindelige skolehus, men alle er sket i samråd med Utzon-familien, ligesom de oprindelige arkitektoniske greb er bevaret. Måske skulle udvalget lave en rundtur i byen ved samme lejlighed og få noteret de bevaringsværdige elementer, der er rundt omkring. Eksemplerne er der, og man kan ikke altid forlade sig på, at ejerne udviser den fornødne omsorg, hvilket den aktuelle sag fra Poulsgade desværre dokumenterer. Hosebinderlaugets lokale i Dalgasgade – det gamle hakkelsesskæreri – var ikke ud fra en bygningsmæssig vurdering bevaringsværdig, men besindige folk redede det, hvorved en vigtig historie om Hammerum Herreds tekstilindustri kan fortælles for eftertiden.
Så det kan lade sig gøre, hvis man vil. Den gamle turbinebygning til elværket kunne sagtens være røget midt i lysten til at bygge nyt, men også her har forstandige folk formået at transformere en historisk bygning om til moderne kontorbrug. Der er ingen tvivl om, at folk rynkede på næsen, da Mads Eg Damgaard opførte Det Skæve Hus på Silkeborgvej. Men hvem vil undvære det i bybilledet i dag? Tidligere borgmester N.O. Hansen henvendte sig engang til fabrikanten med ordene: ”Mads, hvis du tænker på at rive ”Det Skæve Hus” ned, så nedlægger vi forbud, for det skal bevares for byen.” Nu ejer Damgaards firma ikke længere huset, og Hansen er ikke borgmester, men så kan andre jo sikre, at begge parters intentioner fastholdes.