Af Johs. Poulsen

Formand for kultur- og fritidsudvalget i Herning Kommune

Med denne overskrift ryddede dagbladet Politiken 4. november forsiden. Megafon har undersøgt danskernes holdning, og især kunststøtten til kunstnere og forfattere samt støtte til opera og ballet må holde for.

Det er måske ikke så underligt i en tid hvor regeringen lægger op til milliardbesparelser i kommunerne de kommende år, og hvor sundhedsområdet er under konstant besparelses pres. Altså nedskæringer i den nære borgerservice og på de store velfærdsområder.

I øvrigt præcis det modsatte af hvad partierne bag Løkke-regeringen med Dansk Folkeparti i spidsen lovede før valget. Men nu er det i stedet afgiftslettelser på store biler og nedsættelse af grundskatterne, der er på dagsordenen. Skattelettelser i milliardklassen.

På den baggrund kan jeg da også nemt følge danskernes tankegang. Når jeg alligevel vil advare mod at tro, at besparelser på kunst og kultur kan redde økonomien, skyldes det især proportionerne.

Om så hele statens kulturbudget blev fjernet, ville det kun marginalt kunne aflæses på serviceniveauet indenfor de store velfærdsområder. Til gengæld ville vi miste en stor del af vores identitet og nationale selvforståelse. Ligesom vi ville afskære os selv fra at blive udfordret på selvsamme. Så ville vi for alvor være på spanden.

Jeg møder også somme tider lokalt troen på, at besparelser på f.eks. vore museer kan redde økonomien. Må jeg derfor minde om, at samtlige museers drift – lige fra Brunkulsmusset i Søby over Tekstilforum til kunstmuseerne i Birk, m.fl. – udgør mindre end blot nogle ganske få tunge enkeltsager på socialområdet. Tilfældige enkeltsager…

Tænk hvad en fjernelse af kulturpengene ville betyde for de flestes livsindhold? For vores børns udvikling? At vokse op uden bred adgang til kunstneriske og kulturelle udfordringer af høj kvalitet?

Ja – jeg synes vi så virkelig ville være fattige. Og udgifterne til social indsats ville blive meget højere. En veltilrettelagt kulturpolitik er nemlig – har det vist sig – forebyggende! Selvfølgelig skal der kunne spares på kunst og kultur når alle andre områder også slankes. Men vi skal huske proportionerne, og måske også somme tider overveje hvad der er vigtigst når det kommer til stykket.

Jeg kan i al fald sagtens leve uden lettelser i bilers registreringsafgifter…

Kærlighed og jalousi, mord og selvmord

Af Troels Johansen

Det lyder som begivenheder fra vores samtid – som overskrifter i aviser eller fra TV-avisen – men det er det ikke. Det er med fire ord hovedindholdet i Verdis sindsoprivende spændende opera Otello.

”Under en voldsom storm er folket samlet på havnepladsen; man venter og håber, at Otello, øverstbefalende for den venetianske flåde, skal slippe helskindet hjem gennem en voldsom storm efter et heldigt togt mod tyrkerne. Kun Jago, som er blevet forbigået engang for avancement, ønsker, at Otellos skib må blive opslugt af det frådende hav. Han misunder og hader Otello, og nu lægger han op til et rædsomt rænkespil, et spil hvor jalousi æder sig dybere og dybere ind i sjælen på Otello”.

Sådan begynder Verdis dramatiske opera, og som i bedste krimistil er der nervepirrende højdepunkter undervejs, og spændingen bevares til sidste tone.

Jagos nederdrægtige rænkespil går ud på, at Otello skal fatte mistanke til en af hans loyale officerer, Cassio. Cassio skal ifølge Jagos nederdrægtige plan have haft en affære med Otellos kone, Desdemona, mens Otello har været på togt. Det er pure løgn, for Desdemona elsker Otello, og hun er ham tro – helt bogstaveligt – til døden. Så er der lagt op til det helt store drama.

Jago laver et ondskabsfuldt fletværk af løgne, ondskab, svig og udnyttelse af uskyldige mennesker. Det må ende galt – og det gør det – for både Jago (fortjent), Desdemona og Otello (ulykkeligt og ganske ufortjent). Jeg kan anbefale at medbringe Kleenex!!!

Forestillingen er optaget direkte i The Metropolitan Opera i New York. Vi oplever Verdis storslåede musik, sangere i verdensklasse, en fornem opsætning i det smukke operahus. The MET fra New York kommer altså til Herning – det er søndag den 8. november kl. 10 i Biocity Herning. Nogle vil måske sige – ”nå, opera er ikke noget for mig – det er for svært”. Men kan det virkeligt være rigtigt? Så svært er det da heller ikke. Det er blot en god og spændende fortælling formidlet ikke blot med ord men med flot musik og fremragende sangere. Selv om man ikke har oplevet opera før, er Otello et meget godt sted at begynde; som nævnt er det drama, sang og musik på topniveau. Det er vigtigt at slutte op om denne enestående mulighed for at opleve 10 operaer i verdensklasse i denne sæson; manglende tilslutning kan betyde enden på eventyret i Herning. The MET operaforestillinger vises i byer som Aarhus, Aalborg, Odense, Lyngby og København, men hvis interessen ikke er stor nok i Herning, ophører denne enestående mulighed for at opleve det bedste af det bedste.

En dejlig oplevelse nu på søndag – betagende, spændende, flot – man må simpelthen ikke snyde sig selv for en sådan oplevelse.

Byplanudvalget i Herning fortjener ros for deres resolutte greb i nødbremsen, der forhindrede en automatisk ødelæggelse af kulturarv i Herning. Utzon-tankstationen skal nu vurderes fagligt forud for næste politiske behandling af ansøgningen om at nedrive taget på den eneste benzinstation af sin art i Danmark.

En bekymring kan selvfølgelig gå på, at ejeren gennem en tid har forsømt at vedligeholde værket, der balancerer mellem arkitektur og kunst. Forhåbentlig kan fagfolk se igennem dette slet skjulte forsøg på at tvinge én bestemt afgørelse igennem.

Mens vi venter på afgørelsen, er der grund til at minde om, at andre bygninger i virkeligheden kunne lide samme skæbne, hvis der ikke reageres i tide. Herning Shippings domicil er nyligt solgt og er allerede ombygget, men det er sket med stor veneration for arkitekturen, og hvis jeg har forstået det ret, så endda med nye lysindfald, der faktisk flugter de oprindelige intentioner.

De nye ejere er ordentlige folk, der ikke ødelæger god arkitektur, men det forhindrer ikke, at man fra officiel side får anerkendt bygningen som bevaringsværdig. Det samme kan siges om yderligere en bygning, der bærer Utzon-signaturen, nemlig huset i Birk, der har gennemgået flere udvidelser i forhold til det oprindelige skolehus, men alle er sket i samråd med Utzon-familien, ligesom de oprindelige arkitektoniske greb er bevaret. Måske skulle udvalget lave en rundtur i byen ved samme lejlighed og få noteret de bevaringsværdige elementer, der er rundt omkring. Eksemplerne er der, og man kan ikke altid forlade sig på, at ejerne udviser den fornødne omsorg, hvilket den aktuelle sag fra Poulsgade desværre dokumenterer. Hosebinderlaugets lokale i Dalgasgade – det gamle hakkelsesskæreri – var ikke ud fra en bygningsmæssig vurdering bevaringsværdig, men besindige folk redede det, hvorved en vigtig historie om Hammerum Herreds tekstilindustri kan fortælles for eftertiden.

Så det kan lade sig gøre, hvis man vil. Den gamle turbinebygning til elværket kunne sagtens være røget midt i lysten til at bygge nyt, men også her har forstandige folk formået at transformere en historisk bygning om til moderne kontorbrug. Der er ingen tvivl om, at folk rynkede på næsen, da Mads Eg Damgaard opførte Det Skæve Hus på Silkeborgvej. Men hvem vil undvære det i bybilledet i dag? Tidligere borgmester N.O. Hansen henvendte sig engang til fabrikanten med ordene: ”Mads, hvis du tænker på at rive ”Det Skæve Hus” ned, så nedlægger vi forbud, for det skal bevares for byen.” Nu ejer Damgaards firma ikke længere huset, og Hansen er ikke borgmester, men så kan andre jo sikre, at begge parters intentioner fastholdes.

Om det er lanceringen af nyheden lige midt i ferietiden, eller det er herningensernes opgiven på forhånd over for nye anslag mod bygningsarven i Herning er ikke til at sige. I hvert fald er det gået stille af, at ejerne af et stykke unikt Utzon-arkitektur i Herning agter at ødelægge værket. Desto mere glædeligt er det, at politikerne nu vil se på sagen i byplanudvalget.

For der skal ikke herske tvivl om, at det vil give genlyd andre steder end i Herning, såfremt Uno-X stationen ved Dronningens Boulevard fratages sit ikoniske udtryk, nemlig det karakteristiske tag. Uden det vil der reelt ikke længere være tale om Utzon-arkitektur, og byen mister en seværdighed.

I vores ellers udmærkede by er der i det mindste ét område, hvor der er et forbedringspotentiale – en ægte interesse for historiske bygninger og kvalitetsarkitektur. Hvis der var en fælles dagsorden og en holdning, der konsekvent kom til udtryk i såvel lokalplaner som sagsbehandling, så ville grundejere også følge trop og ikke benytte enhver anledning til blot at nedrive bygninger, der med fordel kunne bevares, renoveres eller nytænkes.

Lad os tage det konkrete eksempel. Uno-X stationen er oprindelig udtænkt af Jørn Utzon og endeligt realiseret af ham sammen med sønnen Jan Utzon i Utzon Associates. Stationen følger i kølvandet på Utzon-Huset i Birk, der var en model til et påtænkt skolebyggeri. Utzon Associates skabte nogenlunde samtidig med tankstationen også Herning Shippings domicil, der et par årtier senere blev hædret med Herning Kommunes bygningspræmieringspris i forbindelse med en udvidelse og renovering.

Alle tre byggeriet er med referencer til de kvaliteter og de greb, der har betydet, at Utzon-værker andre steder på kloden er enten fredet eller sat på listen over verdens kulturarv.

Ikke mange byer kan bryste sig af flere Utzon-byggerier. At familien Utzon er tilknyttet Herning er en udløber af en lang kæde af kontakter mellem kunstnere og arkitekter og fremsynede erhvervsfolk. Startende med Aage Damgaard og Paul Gadegaard. Mads Eg Damgaard fulgte trop med Det Skæve Hus skabt af arkitektparret Jan og Karen Eggen samt kunstneren Gunnar Aagaard Andersen. Siden er andre ting føjet til den liste.

At fjerne taget på Utzon-stationen er derfor ikke blot en ubetydelig bygningsrenovering – det er at gøre vold på en af de bedste historier om Herning. Den historie, der fik kunstnere til at fortælle, at der var højere til loftet i Herning end i København, og som fik selv landspressen til at fastslå, at kunsten var flyttet mod vest.

Herning har rent faktisk sat en betydelig dagsorden siden 1950’erne. Besøg blot den aktuelle Robert Jacobsen-udstilling på Heart og få yderligere et eksempel. Utzon-byggerierne i Herning indgår i den dagsorden.

Da den yderst kompetente historiker og museumsmand Henrik Harnow satte sig for at skildre Danmarks industrielle miljøer, faldt han også i Herning for nogle byggerier, der var værd at sætte på en national kreditliste: Angligården, Herning Klædefabrik (Textilforum) og Uno-X stationen, der kaldes ”bemærkelsesværdig” og ”et selvstændigt industrielt arkitekturværk”. Også han fremhæver, at det er tagværket, der giver byggeriet sit særlige udtryk.

Om taget kan rives ned, fordi kommunen ikke i tide har påført en bevaringsstatus på byggeriet, vil den kommende politiske behandling sikkert afsløre. Man kunne jo også appellere til de mennesker, der købte det oprindelige Herning-selskab, Uno-X. Minde dem om, at stationen engang blev betegnet som flagskibet af alle Uno-X stationer. Og spørge dem, om den historie, de vil efterlade her i byen, er nedrivningen af den unikke arkitektur, som Uno-X skabte.